Verden er på vej mod markante temperaturstigninger, og i Silkeborg Kommune mærker vi det også. De sidste 10 år er den gennemsnitlig temperatur steget med to grader! Det er alvorligt, og man kan godt blive lidt pessimistisk omkring Paris-aftalens mål, der netop skal holde temperaturstigningen på to grader.
Vi brager derfor lige igennem det mål, der er sat i Parisaftalen, og det understreger vigtigheden af, at vi ikke blot erkender alvoren, men også handler, fastholder og udbygger vores ambitioner.
Silkeborg Byråd har taget udfordringen alvorlig og besluttet en klar vision for den grønneomstilling. Klimaplan 2045 sætter en ambitiøs kurs mod at blive CO2-neutral og klimarobust som geografi i 2045 og der er behov for at vi sætter turbo på processen.
Et vigtigt skridt på vejen er målsætningen om, at Silkeborg Kommune som virksomhed skal være CO2-neutral med udgangen af 2025.
Klimaregnskabet for 2023 viser et fald i CO2-udledningen på hele 37,1% på et år. Det er resultatet af at der er sat skub i skovrejsning, at næsten alle kommunale tjenestebiler er nu elektriske, og der er opsat 182 ladepunkter i kommunen. Der arbejdes intensivt med energibesparende tiltag i kommunens bygninger og udskiftning af gasfyr til fjernvarme eller varmepumper for at gøre os uafhængige af fossile brændsler og russisk gas.
Vores ambitioner skal ikke stoppe ved 2025. Selvom vi godt kan være stolte af at nå vores mål om CO2-neutralitet, så skal vi bidrage positivt til klimaregnskabet og mindske CO2-udledningen i Danmark og i verden. Derfor skal Silkeborg Kommune:
- Arbejde for at reducere CO2-udledningen i hele kommunens geografi med mindst 75 procent i 2030. Reduktionen er allerede på 52 procent, primært drevet af, at Silkeborg Forsyning bruger grønnere opvarmning, og at flere kommer på fjernvarme, samt at der er rejst rigtig meget skov.
- Vi skal sætte yderligere skub i klimatilpasningen for at ruste os mod klimaforandringer med mere regn i vinterhalvåret, skybrud og potentielle oversvømmelser, og med naturprojekter der skal skabe en naturlig buffer – der passer på os.
- Arbejde for en grønnere mobilitet ved at udarbejde en grøn mobilitetsplan og prioritere cyklende og gående trafik.
- Vi skal med Grøn Trepart udtage landbrugsjord, der skal blive til natur.
- Inddrage borgere og erhvervsliv i den grønne omstilling gennem initiativer som Klimadagen, fokus på affaldssortering og bæredygtighed.
Opgaven med at vende den globale klimaudvikling er enorm. Men ved at gå forrest og vise, at ambitiøse mål kan omsættes til konkrete handlinger og positive resultater, håber jeg, at vi kan inspirere andre og bidrage til den grønne omstilling.
Alle vores tiltag om det er som privatperson, virksomhed eller forening – så gør det en stor forskel.
Bragt i Midtjyllands Avis: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/27e22b76-0274-4558-bc09-3f27ebaab2c3/