Silkeborg Kommune er ikke blot kendt for sin smukke natur – Silkeborg, skovene og ådalene er selve essensen af den natur. Vi er så heldige at bo midt i Danmarks største “hotspot” for natur og biodiversitet. Et område der både skal styrkes, men hvor også den grønne omstilling skal arbejdes ind, dender skal bidrage til energiproduktionen på land og samlet løse de to kriser, vi står med. Biodiversitetskrisen og Energikrisen.

 

Den unikke natur drejer sig om store skove, lysåbne heder, moser og enge samt talrige af store søer og vandløb. Det særlige er, at vi stadig har områder med næsten oprindelig natur og steder, der historisk set ikke har kunnet dyrkes. Derfor huser vi en stor andel af Danmarks sjældne og truede arter, og kan være med til at løse de store kriser i vores natur, åer og vandløb, som blandt andet Grøn Trepart handler om.

 

Det er ikke længere nørdet at tale om mere, bedre og større natur, eller at lytte til Biodiversitetsrådets anbefalinger, der entydigt peger på Silkeborg Kommune som et af landets bedste steder til at sikre og fremme biodiversiteten i Danmark. Det er ikke blot en smigrende konstatering, men en kæmpe mulighed, som vi bør gribe med begge hænder og arbejde seriøst med og vise, at vi kan noget særligt, for det giver også samfundsøkonomisk og mening at etablere store naturområder her.

 

I mange år har Silkeborg Kommune hjulpet lodsejere med at sikre natur af høj kvalitet gennem blandt andet græsningsaftaler, der har bevaret naturtyper og levesteder for de sjældne arter, vi skal beskytte, de såkaldte bilag IV-arter, og i Natura 2000 områder, hvor naturindsatserne er obligatoriske.

 

Nogle gange smiler vi og ryster på hovedet over, at vi skal tage de hensyn, og eksempelvis køre langsomt på Nordskovvejen for at passe på flagermusen, men det er også et resultat af – at vi har udnyttet vores natur til det yderste, og opdyrket ca. 60-70 procent af landet og nu skal give noget tilbage for at passe på det særlige dyr- og planteliv, der i vores område.

 

Vi skal tænke større. Potentialet i Silkeborg rækker ud over blot at sikre det eksisterende. Vi skal skabe sammenhæng mellem de værdifulde naturområder og øge deres størrelse, så de naturlige dynamikker kan genoprettes. Vi skal sammentænke indsatser for den grønne omstilling og tænke løsninger, der både styrker energiproduktionen og skaber mere og bedre natur. Naturindsatsen skal også tænkes ind i alle større anlægsprojekter, der omhandler arbejdet i Grøn Trepart med arealudtagning og i forbindelse med beskyttelse af vores grundvand og Ådalsprojekt Gudenåen, for at gøre det klogt og samarbejdet med dem der ejer jorden.

For at realisere potentialerne er der behov for at:

 

  • Opretholde den eksisterende indsats for sjældne arter og naturtyper.
  • Skabe sammenhæng mellem eksisterende naturområder og nye områder gennem opkøb af jord eller dyrkningsrettigheder.
  • Finde de arealer der har de største potentialer til naturområder.
  • Tænke indsatser ind i kommunens anlægsprojekter.

 

Desværre mangler der på nuværende tidspunkt midler i eksisterende tilskudsordninger til målrettet at skabe de store sammenhænge mellem naturarealer. Silkeborg Kommune kan ikke løfte denne opgave alene, og vi har brug for eksterne midler fra fonde, virksomheder og EU for at komme i betragtning til de store projekter og midler.

 

Det er derfor afgørende, at virksomheder i Silkeborg Kommune vil understøtte de store projekter og kunne være med til at give noget tilbage til naturen, der vil gøre, at vi efterlader en bedre natur til fremtidige generationer. Politisk vil jeg sammen med mine kollegaer i Klima- og Miljøudvalget arbejde for, at Silkeborg Byråd prioriterer arbejdet i forbindelse med budgetforhandlingerne. 

Bragt i Midtjyllands Avis: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/87d1fb48-cdc2-4215-a7d8-d3518ae7a924/