Når vi taler om velfærd i Silkeborg Kommune, er det let at fokusere på skoler, ældrepleje og de grønne områder. Og det er essentielt. Men vi glemmer ofte, at fundamentet for al den velfærd – der gør Silkeborg til et fantastisk sted at bo og leve – er et stærkt og sundt erhvervsliv. Uden virksomheder, der trives og skaber arbejdspladser med gode løn- og arbejdsvilkår, kan vi ganske enkelt ikke levere de velfærdsydelser, vores borgere fortjener.

Nogle vil måske mene, at en socialdemokrat primært skal fokusere på velfærd. Men jeg ser ingen modsætning. Tværtimod. Min vision for Silkeborg Kommune er en kommune, hvor vi formår at kombinere et stærkt socialt sikkerhedsnet med et dynamisk og blomstrende erhvervsliv. Det er kun ved at have begge dele i balance, at vi kan sikre velstand og et godt liv for alle borgere i Silkeborg Kommune.

Det handler om at bruge kommunalpolitikkens indflydelse konstruktivt – til gavn for de mange. Og det starter med en anerkendelse af, at erhvervslivet ikke er en modstander, men en afgørende partner for at skubbe på den udvikling der har præget Silkeborg Kommune de sidste 16 år. Jeg vil sågar sige, at jeg ofte savner et Erhvervsliv, der engagerer sig i udviklingen af Silkeborg Kommune og ikke kun har holdninger til hurtig sagsbehandling eller antallet af lokalplaner. Jeg savner et erhvervsliv, der tør stå på mål for den udvikling og de svære beslutninger der skal tages i Silkeborg Kommune.

Politisk skal vi levere på et styrket iværksætteri omkring Vejsøhus. Det er min klare holdning. Silkeborgs DNA er et stærkt iværksættermiljø, og den positive udvikling med flere virksomheder og iværksættere skal vi fastholde og styrke. Det er her, fremtidens arbejdspladser skabes – til gavn for Silkeborgenserne.

Derfor skal vi der investeres aktivt i fremtidens iværksættermiljø. Et centralt skridt er, at Silkeborg Kommune køber hele bygningen ved Vejlsøhus, der tidligere husede Aarhus Universitet. Området omkring Ferskvandscentret er et hotspot for innovation, og ved at overtage Vejlsøhus kan vi sikre attraktive rammer for iværksættere, forskning og udvikling. At skabe det bedste iværksættermiljø er en investering i Silkeborgs fremtid – en investering, der vil betale sig i form af vækst og nye arbejdspladser.

Bragt i Midtjyllands Avis: https://www.midtjyllandsavis.dk/artikel/7e593cff-cab1-4e42-bbbb-adec4d16c7ed/